Hvad skete der efter Reality?

Kære læsere

I går aftes var der fokus på Reality både den ældre og den nyere generation. Det kunne man se inde på TV 2 go aften Danmark hvor de interviewede nogle udvalgte.

Det gav mig inspiration til dette indlæg. I dette indlæg vil jeg belyse de negative aspekter ved at have deltaget i reality TV – så her kommer der lidt andet end graviditet.

Nu vil jeg ikke slavisk nævne alt det TV jeg har lavet gennem tiden, men blot give jer et indblik på livet efterfølgende.
Det program de fleste nok husker mig fra er programmet “ Mig og min mor” som vi lavede nogle sæsoner af.
Når du bliver fulgt af et TV hold har du ingen rettighed til at vælge, hvad der skal vises, og hvad der ikke skal vises. Selvfølgelig vælger produktionen, at vise det som giver flest seere – hvad vil de fleste gerne se? Drama og intriger! På en optagedag følges du i alt fra 7-12 timer og ud fra det vises samlet 12 minutter. Alt hvad du siger i fx raseri, irritation eller, hvis man er fuld, bliver ikke glemt, men vist på TV.

Dengang jeg lavede TV studerede jeg også på seminariet, hvor jeg læste til pædagog og fik min bachelor. TV var aldrig min første prioritet. Det var MIN uddannelse! Den historie ansås på daværende tidspunkt for værende “ikke” interessant.

Jeg husker dengang jeg blev tilbudt at vise bagsiden af Reality TV, et program jeg skulle lave for DR, hvor jeg selv kunne filme min hverdag samt vise, hvordan mit liv bag kameraet var. Dengang følte jeg, at jeg fik en reel chance for at vise, hvem Joy er. Den ene chance glippede grundet manglende indhold af de forventninger seerne åbenbart har af en Realitypersons liv. Min egen konklusion af ovenstående er, at jeg netop ikke levede op til danskerens forventninger om, hvad en Reality person laver når kameraet er slukket. Men det vil DR nok være uenige i.
Jeg husker, at jeg blev bedt om at fortælle min historie, da jeg opvoksede i Albertslund og til at jeg blev anbragt på et opholdssted i Hundested – Jeg har brudt den sociale arv.. jeg er færdiguddannet pædagog og jeg er meget stolt af min bachelor. Jeg sagde til produktionen dengang at, hvis jeg skulle vise den historie var det vigtigt for mig at det blev en del af programmet, fordi jeg samtidig sad i en svær situation, hvor jeg havde haft en rigtig dårlig episode på et praktiksted.
Den historie skal jeg nok komme nærmere ind på..

Vi tog til Hundested for at besøge mit gamle opholdssted, Home – det kunne have været blevet, et rigtig godt afsnit. MEN det blev ikke vist? Produktionen mente mine optagelser mindede for meget om hinanden og spurgte om jeg ikke kunne tage ned og optage lidt på Cheap – en bar, hvor mange Reality deltagere festede – Nej tak.

Ud fra de klip de viste var det selvfølgelig fint nok , men havde bare så mange andre ting der virkelig kunne give seeren et indblik i hvem JEG virkelig er

Det var lidt baggrundshistorie for også at vise at når man skiller sig ud og har et andet liv så er det ikke interessant.

Fordommene om Reality deltagere er at man fester meget, elsker drama samt ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Dette  indebærer også at man ingen uddannelse har og at man vil gøre alt for opmærksomhed. Når man ikke lever sådan, hverken går i byen, drikker, bagtaler, eller lever for opmærksomhed så er man ikke spændende. Det er mere spændende for seeren at man som deltager lever op til seerens personlige fordom og forventning.

Efter jeg blev uddannet pædagog trods det var en kamp! Jeg var desværre på et rigtig dårligt praktiksted som dr programmet faktisk også viste som virkelig viser hvad man kan blive udsat for. Jeg fik dengang en knude i halsen og måtte tage fri for at komme på hospitalet til min aftalte tid, og det var lederen fra praktikstedet ikke tilfreds med. Jeg blev hevet til møde uden varsel og blev svinet til af både leder og min tillidsrepræsentant. De kørte mig ned psykisk 2 fuldvoksne mænd der sad og sagde at jeg ikke besad arbejdsmorale så længe jeg valgte hospitalsbesøg frem for min praktik.

Og så smed de en ordentlig bunke printede sider fra min Facebook og råbte jeg skulle droppe ud fra mit studie og at jeg ikke egnede mig som pædagog fordi jeg havde Facebook og lavede TV.

Jeg endte med at afbryde mødet ved at gå grædende der fra og kontaktede dagen efter min fagforening. Jeg fik tilbudt psykologhjælp da mit ønske var at opstarte igen, dog et andet sted! Og jeg blev heldigvis færdig med min uddannelse og sluttede af med et rigtig godt praktiksted. Jeg blev kørt helt ned af det tidligere praktiksted men fandt styrken igen, de havde jo givet mig en “angst” for pædagoger og for det arbejde jeg virkelig har drømt om.

Da jeg skulle i min sidste praktik efter jeg kom tilbage fra min sygeorlov endte jeg igen med den her “Er det Joy fra TV, så skal vi holde stormøde” bare den sætning var nok til jeg nægtede at sætte mine fødder i endnu en fordomsfuld institution. Men vigtigst af alt endte jeg et rigtig godt sted i Vanløse som var fordomsfri og fyldt med rigtig sunde og dygtige pædagoger, som var der for at arbejde og ikke for at dømme!

Når man har lavet TV vil man desværre altid have fordomme i mod sig og det kan man intet gøre noget ved!

Du står med et valg skal det have lov at knække dig eller vil du tage kampen op og blive stærkere af det?

Jeg tog kampen op.
Efter jeg blev færdiguddannet pædagog var det igen svært at finde job grundet mit navn og min fortid med TV. Jeg skulle til en jobsamtale og igen hørte jeg den “Du hedder jo Joy, vil bare høre om det er den Joy”? Ja.
Dagen efter fik jeg en talebesked angående at stillingen var besat til anden side og at jeg ikke skulle til samtale den dag alligevel? Jeg ved jo godt det ikke passede, fordi holder man jobsamtaler de næste 2 uger skal man først drøfte de pågældende kandidater og derefter ansættes vedkommende.

Det skal siges at jeg fandt en anden arbejdsplads og det gik rigtig godt og de var så glade for mig! Men var ramt af sygdom hele tiden min krop duede dengang ikke til at være i en vuggestue, men afsluttede godt og lederen tilbød at skrive en anbefaling.

Efterfølgende sprang jeg ud som selvstændig personlig træner og kostvejleder efter jeg blev uddannet inde hos Henrik Duer ved Fitness Institute. Jeg blev træt af alle de fordomme og ville vise jeg godt kunne! Og ingen skal sige til mig hvad jeg kan og ikke kan grundet en fortid med TV, fordi jeg ved jeg er dygtig, professionel og kan mit arbejde.

De sidste par år har jeg kæmpet med forretningen og med at hjælpe mennesker, hjælpe dem med en sundere tilgang til livet og at få det bedre med sig selv både fysisk og psykisk. Jeg fik selv styrket mit eget selvværd og selvtillid ved hjælp af min træning, at jeg gik fra at være en usikker pige til at være mere selvsikker og det tager tid med op og nedture!

Jeg rykkede mig selv mentalt og jeg fik så meget mere selvindsigt og blev mere moden.

Det som skuffer mig i dag er at journalister stadig kalder mig brystbomben, Reality babe, mig og min mor deltager? Jeg har ikke lavet TV siden 2014 dvs. 7 år siden.
I dont get it.

De senere år har jeg jo sagt nej til flere programmer blandt andet  divaer i junglen, et ton cash og Robinson. Nogle gange blev man tilbudt penge/ honorar andre gange ikke. Jeg vidste bare jeg var færdig med den genre.

Reality TV er ikke noget for mig det fanger ikke min interesse og hvis jeg skulle lave TV igen skulle det være noget hvor andre kan lære noget, blive klogere, ikke bare for at sidde og blive udstillet med ens skøre sider.

Man skal tænke sig om inden man deltager i et program fordi fordommene vil altid følge en, måske nogle mere end andre.. Tiderne ændrer sig også og kan se mange Reality deltagere bliver influencers og nogle tjener gode penge, men igen det som virkelig giver respekt ude i det virkelige liv er at få sig en uddannelse og at man kan hvile i sig selv, at man ikke er i lommen på nogle eller sælger sin sjæl til djævlen.

Pas på jer selv og tak fordi i læste med