Vil jeg have corona vaccine som gravid?

Min fødsel !

Kære læsere

Så kom vores prinsesse til verden lidt før tid men vi snakker nogle dage. Jeg kan huske, at jeg lørdag havde lidt pletblødning og svage menstruationssmerter som sad omme i lænden. Jeg Google jo på livet løs fordi jeg var sikker på, at nu var hun ved, at være på vej.

Søndag kunne jeg se, at blødningen jeg havde var mere rødlig og ikke brun som dagen før og jeg kontaktede selvfølgelig fødeafdelingen for lige at forhøre mig. Mine lændesmerter blev værre op af søndagen det begyndte, at trække hen foran skambenet og da klokken var omkring 19-20 måtte jeg sidde og trække vejret med på de her spændinger, som så var veer.

Jeg har jo aldrig haft veer før så jeg var virkelig i tvivl. Kæresten ville have, at vi skulle tage af sted på hospitalet men jeg ville altså gerne lige se det an og jeg orkede ikke, at skulle blive sendt hjem igen. Han gik ned og luftede Lucas imens jeg fandt en ve-timer frem og de varede næsten 60-70sekunder af gangen og jeg fik altså ikke særlig lange pauser i mellem!

Jeg ringede igen til fødeafdelingen og da de nævnte “du har veer og i bliver forældre i morgen” ja det føltes helt uvirkeligt! De sagde vi skulle komme derind fordi jeg var i gang med at åbne mig.

Men jeg ville altså gerne lige i bad først! Jeg nægtede, at ligge og føde uden lige, at føle mig helt ren! Det var nok det hårdeste bad jeg nogensinde har taget fordi der tog veerne virkelig til og skulle også tænke på ikke, at sige for mange lyde så jeg ikke skræmte min gamle hund Lucas!

Nå men da jeg var færdig med badet tog vi en taxa til hospitalet og her kunne de konstaterer, at jeg allerede var 4 cm åben! Så vi blev indlagt med det samme, dog skulle jeg lige have en corona test og så ud på gangen ved elevatoren og vente 30 minutter. Jeg vil sige, at det var de værste 30 minutter i mit liv! Mine veer var SÅ slemme der, at jeg måtte ligge mig op på alle 4 på en bænk og trække vejret med på dem og koncentrere mig. Det var de længste 30 minutter i mit liv!

Planen var jeg ville føde så naturligt som muligt men da jeg kom ind efter de 30 minutter bedte jeg om, at få en epidural blokade fordi jeg fik nærmest ingen pauser i den ve storm! Det var hårdt for kroppen ikke, at kunne få ro da de hele tiden kom som bølger og blev værre og værre. Kæresten prøvede, at støtte mig så godt han kunne og huske mig på de dybe vejrtrækninger.

Jeg tror ikke jeg var til, at komme i kontakt med rigtigt så da min epidural blokade virkede præsenterede jordemoderen sig for mig. Jeg var i et kæmpe smertehelvede så jeg var helt inde i mig selv og jeg synes altså heller ikke lattergas virkede, det prøvede de nemlig også, at give mig. Eller jeg sagde jo ja til, at prøve de ting der nu var.

Da jeg var faldet mere til ro og smertedækket tog de vandet og jeg gik fra at være 4 cm åben til 9 cm åben på et halvt minut det gik stærkt! Og så var det ellers bare at vente. Kæresten gik ned i 7/11 og hentede lidt at drikke og lidt at spise. Men kunne godt mærke jeg ingen appetit havde.

Smerterne tiltog igen hen af natten og jeg fik lidt mere bedøvelse så jeg kunne være i det. Mandag morgen fik jeg ve drop som skulle sætte fødslen igang. Jeg synes jeg pressede og pressede og følte ikke jeg havde kræfter nok og det var virkelig virkelig hårdt! Jeg var i enormt søvnunderskud og min krop var drænet for energi. Kæresten stod ved siden af og kan huske jeg bare borede min ene hånd ind i hans mave og sagde jeg ikke kunne mere, jeg ville bare have det hele til, at stoppe fordi det gjorde så ondt. Det var så svært, at presse fordi jeg følte virkelig ikke jeg havde nogen kræfter tilbage, som om den der epidural havde gjort mig svag dernede..

Kæresten var hele tiden ved min side og sagde og peptalkede mig, at jeg var sej, jeg kunne godt, lyt til lægerne og gentog lidt hvad de sagde fordi hans stemme var nærmest det eneste der kunne trænge igennem lige i det øjeblik.

Jeg kan huske jeg sagde, at jeg ikke kunne mere og de sagde “hun er der næsten vi kan se hendes hår, prøv at tage hånden ned og mærke”

Det turde jeg altså ikke! Kunne godt mærke hun var kommet en del længere ned men det var som om jeg ikke kunne få hende det sidste stykke hvilket var forfærdeligt. På et tidspunkt var der nok omkring 8 personer inde på stuen både læger og jordemødre men jeg var et helt andet sted mentalt så jeg tænkte ikke yderligere over det.

Jeg ville gerne have hjælp til, at få hende ud og efter, at have presset i over en time måtte de tage hende med sugekop. Jeg fik en 2grads bristning og skulle syes bagefter, de gav mig en sadelblokade da de skulle sy mig og synes godt nok jeg blev syet i lang tid! Jeg var total bedøvet fra navlen og ned til benene så jeg mærkede heldigvis intet!

Det var en virkelig hård fødsel jeg aldrig vil glemme men der kom til gengæld den sødeste lille baby ud og jeg glemmer aldrig det øjeblik hvor hun kom op og ligge hos mig. Vi havde blod over det hele, fosterfedt, vand, det betød ingenting, nu lå hun der. Lige et kort øjeblik glemte jeg smerten fordi det eneste der betød noget lige i det moment var min lille baby.

Jeg tror vi begge var overraskede over hvor hård fødslen var men vi var lykkelige over, at se vi har skabt en sund og rask baby sammen. Vi var sammen igennem graviditeten og sammen igennem fødslen, får helt tårer i øjnene nu! Han har været så god en støtte under hele forløbet og han var hele tiden ved min side klar til, at hjælpe og støtte mig. Hvor er jeg heldig, at have så fantastisk en kæreste!

Vi blev udskrevet små 4 timer efter og jeg blev sendt hjem med kateter da jeg ikke kunne tømme min blære, øv hvor var det altså tarveligt det kateter der, og så en bærepose med den der tisse pose nede i. Kan huske jeg stod i badet og så røg der lige en shampoo ned og den fik lige hevet posen med og jeg fik et ordentligt ryk i blæren AV!

Nu er alt det heldigvis overstået kateter er fortid, og min syning mellem benene går bedre, har virkelig blødt meget tror jeg har brugt 5-10 bleer om dagen og derefter 20 af de store bind om dagen. Det har været hårdt! Men vi er allerede så småt igennem det nu.

At føde er ikke altid nemt alle fødsler er forskellige og man mærker det forskelligt. Vigtigst af alt vi har alle klaret den og kan se tilbage på det nu og samtidig smile imens vi kigger ned på vores lille Ellie, hun var det hele værd!

1 kommentar

  • Charlotte

    Kæmpe stort tillykke, og tak for en fin fødselsberetning. Glæder mig til at følge jer allesammen ❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vil jeg have corona vaccine som gravid?