Tanker omkring min fødsel..

Kære læsere.

Jo tættere jeg kommer på fødslen desto flere tanker opstår der omkring, hvordan det hele vil udspille sig.

Plukkeveerne tager til og jeg har dem hyppigere end tidligere. Tidligere i graviditetsprocessen bemærkede jeg dem slet ikke og fik på daværende tidspunkt, at vide, at det var helt normalt, at nogle mærkede dem mere end andre.

Det er ikke fordi de gør decideret ondt, men det spænder bare så utrolig meget, at det bliver ubehageligt og jeg må stoppe op og holde pause, hvis jeg fx er ude at gå.

Jeg har haft på fornemmelsen, at jeg formentlig føder før tid, men min jordemoder siger, at jeg ikke er i nærheden af terminen samt, at den lille helst skal blive herinde noget tid endnu. Fødselsplanen er så småt udarbejdet jeg synes det er godt, at være på forkant med det hele, hvis man nu skulle gå i gang før tid!

Der er flere som har rådgivet mig til, at føde i vand blandt andet en tidligere veninde som selv har født i vand og jeg havde også en ide fra start, at det ville være rart for kroppen, at ligge i et lunt bassin. Jeg er også blevet rådet til, at have muligheden for, at få lattergas så det nævnte jeg også. Men selve den der epidiralblokade vil jeg helst ikke have og igen…
Planen er, at jeg gerne vil føde så naturligt som muligt MEN det er jo nemt nok for mig, at sidde og sige lige nu, hvor jeg ikke er i smerter. Jeg har jo også læst mig frem til, at det er nogle stærke smerter man skal igennem og, at det gør ondt, at føde en baby! Jeg kan jo ikke sidde og sige 100%, hvordan det hele kommer til at foregå.

Jeg var på et tidspunkt inde, at Google om diverse bristninger og det er nok noget jeg frygter allermest! Netop dette emne har jeg læst nogle skræmmehistorier om som sidder fast i hovedet på mig. Jeg er virkelig nervøs for om man revner meget! Og de syninger der måske skal til bagefter. Det skal siges jeg ikke har Googlet om det siden, da det på ingen måde gavner mig.

Lige nu synes jeg det er svært, at forestille sig den smerte man skal igennem og samtidig tror jeg også det er godt, at man ikke sidder og prøver at skabe en forventning om, hvor slemt det bliver men, at man tager det som det kommer. Selvom man ikke kan undgå at tænke over, hvordan det forløber sig, og hvor længe det mon tager? Bare det at skulle udvide sig 10 centimeter lyder voldsomt!

Samt hvor længe kommer fødslen til at vare? Jeg har hørt om nogle, hvor det går rigtig stærkt og om andre, hvor det kan tage op til flere døgn. Man sidder lidt og prøver, at skabe sin egen lille statistik selvom man ikke kan, det er umuligt at planlægge 100% hvornår, hvordan, hvor længe det hele vil forløbe.

For hver dag der går kan jeg også mærke, at vi kommer tættere på terminen og jeg har også de dage hvor jeg føler, at det hele nok skal gå og så kan jeg have de dage hvor jeg er lidt mere nervøs.

Jeg må trøste mig med, at kvindens krop er gearet til det og har gennemgået det i mange tusinder af år.